Næste station: "Hobro" !

Ja, sådan så det ud da Karin og jeg steg ud i kulden på Hobro station!

Danmark kan bare være utrolig koldt og mørkt, kunne vi konkludere, mens vi tog hjem, og ellers bare nød at se familie m.fl. igen.

Det er nu også dejligt at være hjemme igen, og det må siges at være 3 måneder fyldt med uforglemmelige oplevelser!

Med al bagage..!

Karin m. fulani-hattene, som ikke kunne pakkes ned i kufferterne

Mette m. den tunge håndbagage (set i lyset af hvordan vi senere på hjemrejsen kom til at hæfle rundt på bagagen ud og ind af tog var dette ikke at regne..!)

Ja, sådan så det ud gennem Paris lufthavn. Og da vi nu var tilbage i mere vestelig omgivelser blev der bestemt smugkigget og undret!

Sol, vulkansk strand, hav og sommer!

Karin og jeg nød vores sidste dag i Cameroun ved Limbe-strand, som på trods af det mørke sand var en lækker oplevelse! Vandet var køligt, solen bagte og det var ren afslapning, som vi havde brug for. Vi havde kun sovet 2,5 time inden, da vi havde pakket hele natten, sagt farvel og fløjet med indenrigsfly om formiddagen. Så en dag ved vandet var godt til lige at omstille sig lidt inden hjemrejsen.

Vi kom fra støvet..!

Men da vi stod ud af indenrigsflyet (efter kun én spændende mellemlanding i hovedstaden) stod vi pludselig midt i det fugtige, frodige Douala!

Et markant andet landskab end vores tørre, sandede, vide, men fascinerende natur i Garoua – som nu er blevet helt VORES sted! Det var en sjov fornemmelse at komme til Douala, hvor vi for 3 måneder siden stod på Afrikansk jord for første gang, og ikke anede hvad de 3 måneder ville komme til at indeholde. Nu var vi så tilbage med håret i fletninger og afrikanske kjoler på, og i hvert fald en smule mere vante med det afrikanske virvar.
(d. 4. dec. 2009)

"Den barmhjertige samritaner"

Karin og jeg ville lave lidt sjovt bibelfortælling for gadedrengene, så vi plantede dem alle i vores lille hus og opførte så en afrikansk udgave af "den barmhjertige samritaner" for dem. De var vilde med sådan at se os opføre det, og spille overdrevne roller. Herunder ses som Karin den listige røver, der ligger på lur, mens jeg selv uvidende kommer gående ind med mine ting, selvfølgelig på hovedet.

Bagefter da vi ville snakke lidt om indholdet, var de alle helt med på budskabet, det var jo soleklart - Karin var den "barmhjertige samritaner", da hun spillede alle andre roller end den overfaldne..! :)
Siden har vi arbejdet videre med temaet og det blev bl.a. til en hjælpeøvelse, hvor de skulle føre hinanden igennem forhindringsbaner med bind for øjnene.

Herefter har drengene opført "den barmhjertige samritaner" som skuespil i kirken til 2 gudstjenester, hvor alle grinede på de rigtige tidspunkter - og ikke mindst af æslet..!

Vi lavede også i fællesskab en stor banner til kirken, hvorpå drengenes fod- og håndaftryk danner et stort hjerte, og teksten dertil lyder: "Un monde, une promisse", som betyder: "En verden, et løfte" og her tænker vi naturligvis på et løfte om næstekærlighed.
Alt i alt kom godt rundt om det tema og nu hænger deres værk i kirken i Garoua. Så kommer du tilfældigvis der forbi så kig i kirken!

Fisk på flaske!

De store drenge (de tre ældste af gadedrengene; Basil, Deli og Ibrayima) ville gerne tilberede små fisk de selv havde fanget i vores køkken i dag. Det fik de selvfølgelig lov til, og det var rigtig hyggeligt lige indtil de bød os på de kogte småfisk! Da de kom med fiskene, var de i en flaske med vand, hvor de stadig svømmede levende rundt og ikke ligefrem så indbydende ud. Vi kunne jo ikke andet end at smage på det… De var så stolte over at have lavet det – og det smagte udmærket, selvom man ikke lige er så vant til små kogte fisk med Maggi-smag!(d. 17. nov. 2009)

Drengene kigger forbi

Hver eneste dag kommer drengene forbi vores hus og ofte flere gange dagligt – her får de vand og opmærksomhed udover de møder vi holder for dem tre gange om ugen med aktiviteter. I dag kom Ibrayima alene og vi lå længe på tæppet udenfor huset og hyggede.

(d. 12. nov. 2009)

Derfor er sko en god idé...

Næsten ingen af vores drenge har sko, og de få der har, bruger slidte slippers, der er repareret et par gange med ståltråd.
Natans fod (en af drengene der kommer her meget), som ses helt ren på billedet herunder, havde en dag slået tåen mod en sten og tåen var revnet langs neglens rod. Han fik, som de fleste sår og skrammer vi kan tage os af, en omgang sæbevands vask, ”alcoswap” og til sidst en strømpe på foden.

(d. 11. nov. 2009)

Beskæftigelse til drengene

Drengene rettede ind på linje og gik så ellers i gang med at lue vores bed fra en ende af - det klarede de hurtigt, og flot så det ud bagefter!


Da det er kirkens gsthouse, sm de ordnede foran, fik de en lille skilling for at udføre arbejdet. De har også andlagt sten og plantet blomster andresteder på kirkens grund.



(d. 19. okt. 2009)

ISTID!

Ja underligt nok så tror vores lille fryser konstant at det er istid, eller sagt på en anden måde den iser til hele tiden - og giver vand ud over hele køleskabet! Men lidt sjov kan man også få ud af at afrime den, for så kan man lave is- og vandkrig midt i al varmen. Det gjorde vi så!

(d. 9. nov. 2009)

De afrikanske kvinder har ikke rynker…

Fordi de mange sirlige fletninger strammer huden helt op! Det har vi nu erfaret…
Herunder ses vi sammen med de to piger som brugte tid på at flette vores hår.

Det er faktisk rigtig smart med alle de fletninger, som bliver lavet i håret i løbet af nogle timer. De har flere æstetiske og praktiske fordele, f.eks. bliver panden, som nævnt strammet godt op, og rynker er derfor ikke en mulighed! Desuden er det en stor fordel at have håret flettet pga. varmen, samt det ser bare godt ud til afrikanere!

(d. 6. og 8. Nov. 2009)

28 vilddyr og en kæmpe kano!

Først var billedet ren idyl, da vi satte ud i floden fra bådlejet i en kæmpe kano med kun 10 mand ombord (ved siden af lå én fyldt med over 200 mennesker!). Udsigten fra kanoen var helt fantastisk! Allerede et kort stykke henne af floden hørtes kun kanoens lille motor, fugle og vandet. Synet var ligeledes fredeligt og idyllisk med små fiskehytter langs bredden, solnedgang og fugle – og så kom vi til målet for turen, nemlig flodhestene…

Der var 28 af dem, og de er virkelig, virkelig store! Store polstrede dyr, som gaber i vandoverfladen, og som umiddelbart synes meget uskyldige. Først da en af styrmændene hastigt satte gang i motoren igen, og vendte båden, fornemmede vi, hvilken trussel de egentlig var. I løbet af et halvt minut var de nået hen hvor vi befandt os før..!

(d. 24. okt. 2009)

2-3 timers kørsel og du er færdig!

De Afrikanske veje er bare ikke noget at råbe hurra for, hverken i byen eller på landet. De få bedre veje findes mellem storbyerne. Herunder ses en vej vi fulgte i næsten 3 timer på landet!

Udsigten er bestemt ikke til at klage over, men efter sådan en tur er man ikke meget mere værd den dag, fordi man simpelthen har været fuldstændig anspændt under hele køreturen for at undgå at vælte rundt i bilen. Og så snakker man om, at vejbump i DK giver taxachaufførerne rygskader…

(d. 24. okt. 2009)

”Det smager jo ikke af noget!”

Karin og jeg lavede en ordentlig portion ris med grønsager i til vores kære gadedrenge, som vi serverede for dem.

Efter lidt tavshed prøvede de sig frem, med den gaffel eller ske de havde fået, og spiste indtil nogen begyndte at fnise. De snakkede internt, og efterhånden kom det frem at de slet ikke syntes at det smagte af noget..! Det er selvfølgelig klart med det stærkere mad de som regel får, men det havde vi jo slet ikke tænkt over. De spiste nu veltilpasse alligevel, og alle ville gerne have anden gang også, så helt skidt var det heller ikke!

(d. 22. okt. 2009)

Så høstes der jordnødder!

Ja, den er god nok, sådan høstes de! Damerne har valgt en plads i træets skygge, og sidder så og piller hver enkelt jordnød fra rødderne på planterne, som er rykket op og placeret i en bunke i midten.

For denne lille ”farm” som skal forsøge en familie med 5 børn, og give en smule indtægt fra jordnødderne et stykke henne i den tørre periode, tager det ca. 3 uger at høste stykket for to mand. I dag har konen hjælp fra et par nabokvinder, samt manden (Mr. Bene, vores engelskkollega på college) og selvfølgelig os!

Det er ikke noget kompliceret arbejde, men meget ensformigt og det kræver opfindsomhed at blive ved med at finde behagelige stillinger at sidde i!

(d. 21. okt. 2009)

”Først når man må undvære noget, opdager man, hvor meget det egentlig betød”

”Først når man må undvære noget, opdager man, hvor meget det egentlig betød”, sagde en eller anden kendt digter hvis nok engang. Uanset må jeg konkludere, at udsagnet er fuldstændig korrekt! Tro nu ikke at det er personer jeg savner i DK, for det er maden! J

Et koldt glas mælk, smør, A38, ost, ja faktisk alt med mælk er en mangelvare hernede – det nærmeste vi kommer det er importeret smøreost; ”den leende ko” og mælkepulver, og det er bare slet ikke det samme!

Som erstatning for alle disse varianter af mælkeprodukter vi kender fra DK, synes man i Cameroun at have valgt den løsning, nemlig at bruge MEGET olie i al madlavning i stedet! Ikke ligefrem det mest ernæringsrigtige valg, men sådan fungerer det.

Hvem ved hvornår regnen holder op?

Det er teoretisk set ikke regntid mere, ikke desto mindre har vi stadig nogle ordentlige skyld engang imellem. En aften, hvor regnen bare strømmede ned, løb vi ud i dét, som alle andre søger i ly for…

Vi pladrede rundt i det våde sand og mærkede regnen piske på hoved og skuldre, mens vi for en stund prøvede at skyde alle tanker fra os om de larver, og andet skidt vi kunne erhverve os via jordbunden.

Det var nogle undrende blikke vi modtog, da regnen stilnede af og der begyndte at komme folk forbi igen. Hidtil havde kun to nabobørn nydt sandmudderet sammen med os!

Barnedåb med popcorn og juice!

Selve barnedåben foregik meget lignende en dansk en af slagsen, men om eftermiddagen mellem familie og venner skiftede det en anelse karakter. Vi kom som nogen af de første, og var derfor lige med til opstilling af stolene. De blev placeret i to publikumsrækker i den lille gård, som om der skulle være show af en art. På ”scenen” kom senere to pastorer og vi fik en lille kirkehandling på lokalsprog – vi fik kun fat i navnet: ”Ezai Martin XXXX”, hvor det sidste betyder ”at nyde”. Efter den sidste bøn, brød snakken løs og popcorn og juice blev sendt rundt mellem gæsterne. Stemningen var festlig, men hurtigt begyndte de første at gå igen. Det var snart overstået, men rigtig hyggeligt fornemmede man.

(d. 18. okt. 2009)

At tage koldt bad…

Man skulle ikke forvente, at et koldt bad kan nydes, men det kan det! Det er bare et spørgsmål om at være tilpas solbrændt, tilpas gennemsvedt, eller bare at overvinde ubehaget de første par minutter til man er ”tilvendt” temperaturen. Vandet er jo heller ikke iskoldt, og tror man at et afkølende bad er godt midt på dagen, så tager man fejl, da det er godt lunkent pga. solvarmen..!

Et koldt bad inden sengetid gør nu engang underværker. Så får man jo også lige tjekket om den brune farve går af i vask?!

Oplevelser der sætter spor..!

Vi var på en fantastisk heldags vandretur ud over vidderne lidt sydvest for vores by. Vi snørede skoene og gik fra huset tidlig morgen sammen med Elia. Da anede vi ikke, at vi ville komme til at nyde madpakken under et goyave-træ i den bagende middagssol. For ikke at snakke om de oplevelser af folk der arbejdede i markerne, sand, der knaser under fødderne af tørke, som om det var frostsne, og utrolige udsigter, som slet ikke er til at beskrive!

Så vi lader billederne herunder fortælle!

Balloner m. Oskar og Bodil!

Tænk, at en ballon kan være grundlag for så meget morskab. Efter ivrig leg med ballonerne blev knuderne bidt op igen, og ballonerne kunne bruges til at lave lyde med og sidenhen blev de gemt omhyggeligt.

Den første aften, hvor Karin og jeg mødte fire af gadedrengene, blev det voldsomt regnvejr udenfor, og drengene fik derfor lov at blive. For at mindske ventetiden hentede vi et par på balloner, som jeg har haft med hjemmefra, og drengene var vilde med det!

Vi spillede med ballonerne, og pludselig sprang en ballon mod det sandede gulv… Alle drengene stivnede et øjeblik og så sig om. De afventede vores reaktion, men åndede lettede op, da de blot hørte grin fra os, og der var altså ingen skade sket. Legen forsatte indtil regnen var stilnet af og drengene kunne gå tilbage – til gaden.

(12. okt. 2009

Garoua by night!

Den ellers så vante gade, som vi går på hver eneste dag, så helt anderledes ud i aftenbelysning! Kulørte lamper, musik og mennesker fyldte aftenen med masser af liv! For mig føltes det som en feststemning, men sådan er det hver eneste aften kunne Elia (en ven) forklare.

For første gang oplevede vi byen uden for kirkens område (hvor vi bor) efter mørkets frembrud (vi må pga. sikkerheden ikke gå alene ud om aftenen, og det skal lige nævnes at der er total mørke her efter kl. 18.30). Det var en aften sammen Elia, som tog os med hen til en gadesælger efter grillet fisk til aftensmaden.

På billedet ses kvinden, som tilbereder fiskene på sin grill, og ved siden af står en gadedreng. Gadedrengen tjener til lidt mad hos kvinden ved at hjælpe med at blæse luft ned i grillen.

(11. okt. 2009)

Vi ka’ godt selv…

Markedet et stort og spraglet mylder af mennesker, lyde, motorcyklister, dyr, plastik og ikke mindst et utal af vidt forskellige varer!

Efter flere markedsbesøg med lokale hjælpere, kan vi nu selv gå på det lille marked og handle. Godt nok bliver priserne ikke så gunstige for os, og med de mange tilråb: ”nasara” eller ”les blanches” er det ikke ligefrem til at skjule at man er fremmed, men vi ved efterhånden hvilke priser de forskellige varer skal have – så er det bare med at blive enige om prisen på fransk med hjælp fra fagter og mønter!

Herunder er jeg i gang med at købe nødder.

Fristedet med smør!

Fredag skal vi ikke være på college før over middag, så vi udnyttede chancen til at komme lidt væk, være os selv og lege turister på et motel i Garoua. Vi var hurtigt i badetøjet og i poolen, det var skønt at nyde varmen uden at tænke på hvad folk omkring os, tænke om vores lette påklædning. Efter at have badet og ligget i solen et par timer og var på vej til at komme i tøjet igen begyndte det at regne, vi svømmede dog lidt videre inden vi stod op. Vi afsluttede besøget med at spise på motellets restaurant, der blev serveret smør og brød mens vi ventede, det var næsten det bedste da vi ikke har fået smør i over en måned.

(09.10.09)

At fælde et træ..!

- 2 mænd

- 1 time

- 1 økse

- 2 vildt forbløffede hvide piger

Så er der kun stammen tilbage.

Heste fræs!

Det er faktisk en tilbagevendende begivenhed, som foregår en gang om måneden. Hvad det helt går ud på fandt vi ikke rigtig ud af, men i hvert fald styrter nogle halvstore drenge rundt på hesteryg! Det er som om det går ud på at se mest frygtindgydende ud til hests, mens det spilles noget traditionelt musik på instrumenter i baggrunden. Nogle af drengene har en sabel i hånden mens de rider, og sandets står op omkring hestenes ben!

(5. okt. 2009)

Sådan fejrer vores lærere ”World Teacher’s Day”..!

Alle forestillinger om de nok så pæne og formelle lærerkollegaer vi har på ”college”, blev der i den grad rykket ved til dagens lærerfest på ”World Teacher’s Day”, hvor ingen jo er på arbejde. Her var der langt fra den samme disciplin og stivhed, som vi ellers synes at have mødt i hverdagen på skolen. Der var sand feststemning blandt lærerne og utallige jokes og håndslag blev leveret. En lærer beskrev det således: ”I dag er vores dag og det fejrer vi. Vi glemmer de problemer, som vi alligevel ikke kan gøre noget ved, og nyder livet – det er Cameroun!”. Og det sjovt var det!

Vi hyggede rigtig med vores nu mere kendte kollegaer, som bl.a. lærte lidt dansk i løbet af eftermiddagen. Der blev serveret en flot menu med fisk, kylling, stegte bananer, ”goyave” i bananblade og stærk sauce (som ses på billedet herunder).

Dertil hører den fælles vandspand til at vaske hænderne i, som går på omgang, inden festmåltidet selvfølgelig indtages med fingrene!

(5. okt. 2009)

200 meters march på ”World Teacher’s Day”

Du vidste det nok ikke, men d. 5. oktober er det faktisk ”World Teacher’s Day”, som her i Cameroun fejres officielt. Alle elever har fri denne dag, og lærerne forsamles til taler og march med guvernørens deltagelse.

Vi var med lærerne fra ”college” til begivenheden. Der var en udpræget feststemning i forsamlingen på pladsen, hvor alle havde fået syet uniformer i to farver. I flot dress marcherer man så i rækker forbi guvernøren efter talerne. Vel og mærke kun de 200 meter i guvernørens synsfelt..!

Vi forventede en lang march gennem byen, men efter de 200 meter gik optoget straks i opløsning – og en lang march var altså ikke meningen!

(5. okt. 2009)

Søndagsskole!

I søndagsskolen her ved kirken er der ikke mindre end 54 børn i alderen 1-5år, som deltager i søndagsskolen. Herudover er mange flere ældre børn, som kan være med indtil de bliver 15år. De mødes alle sammen og synger en masse sange. Senere deles børnene op i aldersgrupper, som hver får lavet passende forkyndelse.

For de ældste er det bl.a. tekstlæsninger fra Biblen, som tiden i søndagsskolen byder på. De yngste ser på illustrationer på tavlen, mens en voksen fortæller dem historien. Herunder ses et par stykker af de yngste!

(4. okt. 2009)

Ikke alt er lige sjovt

Lørdag d. 3. oktober deltog Karin og jeg i en begravelsesceremoni for Martin (vores egentlige kontaktperson, som skulle have været en tur i DK med Mission Afrika i dette efterår). Martin havde haft hepatitis og blev i kølvandet angrebet af gul feber, men fik først konstateret sygdommene og dermed behandlingen alt for sent.

Vi har selv kun mødt Martin to gange, men det var rigeligt til at fornemme hans lune og omsorgsfulde væremåde. Det er endnu en ting, der gør det svært at begribe at han rent faktisk er død, for så syg forstod man slet ikke at han var på det tidspunkt.

Det var en rigtig flot begravelsesceremoni og der var ufattelig mange mennesker. Folk sad stuvet sammen på bænkene og mange sad direkte på betongulvet og ud af dørene stod og sad folk forsat. Det har været et stort chok for mange, og han vil virkelig blive savnet.

Ezai (én der arbejder ved kirken, som vi har meget med at gøre) arbejde meget sammen med Martin og de var gode venner. Dagen efter Martins død fik Ezai en søn, som han nu har givet samme navn!

(3. okt. 2009)

Vi underviste ALENE!!!

Vi mødte op til undervisning, som vi plejer, og forventede at møde Mr. Bene (engelsklæreren, som vi hjælper). Da fløjten lød, og Mr. Bene stadig ikke var dukket op, bestemte vi os for at begynde engelsktimen. Det var den rigtige beslutning, for han var blevet forhindret, og måtte blive hjemme (Vidste det sig senere, efter at vi havde undervist dagens 3 lektioner!).

Til at starte med var det lidt frustrerende at blive kastet ud i det på den måde, vi havde jo ikke forberedt komplet undervisning til timerne, men vi fik det hurtig vendt til at være en mulighed for at undervise på vores egne betingelser. Vi brugte bl.a. skuespil til at få eleverne til at forstå teksten vi læste, og vi fik eleverne til at tegne svære ord som ”wheelchair”, ”hospital” og ”doktor” på tavlen. Vi sluttede af med at synge ”Singing in the rain”. Eleverne syntes det var fantastisk at lave de sjove fagter i slutningen og ikke mindst se os lave dem!

(1. okt. 2009)

Brevet er på vej…

Her er beviset på at brevet er sendt – men hvornår det dukker op i DK er lidt spændende! I hvert fald er det puttet i den rigtige sprække, nemlig ”til udlandet”, og forhåbentlig ender det på Vestrupvej en skønne dag!

(30. sep. 2009)

Skolegang

I de to klasser, hvor vi nu delvist underviser, blev vi først placeret på en bænk oppe foran, så vi kunne observere undervisning mens læreren Mr. Bene underviste. Eleverne er vældig ivrige når der skal skrives besvarelser på opgaver op på tavlen, som det ses herunder.

Vi underviser nu både selvstændigt og som hjælpelærere i engelskundervisningen for klasserne. Børnene er som udgangspunkt meget interesserede, men forholdene gør det svært at optimere undervisningen (fx er der kun 6 tekstbøger til de 50 elever), selvom stemningen i klassen ikke fejler noget!

Roser til det smarte redskab ”multi-tool’et”

ADVARSEL: Hvis du ikke bryder dig om en flittig forbrugers vurdering af multi-tool’ets egenskaber, bør du straks springe videre til et andet blogindlæg.

Multi-tool’et får samlet 4,5 stjerne (ud af 5) for sine uundværlige variationsmuligheder, samt det praktiske design. Der er nærmest ikke det tidspunkt hvor multi-tool’et ikke kan gøre underværker. Redskabet er bl.a. blevet testet i følgende situationer: partering af en kok, drejning af stramme haner, snitning af hvidløg og lampen er også godkendt til brug når strømmen er gået..! Alt i alt lyder der fra forbrugeren mange roser til multi-tool’et.

Den manglende halve stjerne skyldes at redskabet må give op over for utætte og tilstoppede vandrør! Jeg vil personligt udlove en dusør til den der opfinder netop disse manglende funktioner i multi-tool’et.

Et afrikansk svar på ZOO

Sammen med Elia (en ven vi har fået hernede) var Karin og jeg i en afrikansk zoo. Det var en lidt makaber og anderledes oplevelse… Fx stod en pilikan-lignende fugl med lænke om benet, og dyrepasseren pirrede den til at flakse for billedernes skyld. Det skal lige nævnes at man ikke giver penge for at komme ind i haven, men man betaler for de billeder man vil tage.

Vi blev ført hen til en lille trappe opad en mur, hvor Elia og dyrepasseren allerede ivrigt stod og kiggede ned over kanten. Jeg trådte 2 skridt op og fik øje på dyret, og måtte med et lille pigehvin straks træde ned igen. Lige på den anden side lå en glubsk alligator og kiggede lige op på mig! Muren så høj ud udefra, og derfor blev jeg så overrasket over at møde dyrets skulende øjne knap 1 meter fra indersidens kant.

Værre endnu blev det da dyrepasseren vandrede rundt oppe på kanten og med en kæp forsøgte at få alligatorerne til at bevæge sig og snappe. Jeg slappede ikke så meget af under dette Zoo-besøg..!
(26. sep. 2009)

Kjoler i ægte Afrika-style!

En nabopige (hende jeg er sammen med på billedet) tilbød at sy et par rigtige afrikanske kjoler til os. Vi sagde ja tak med det samme, og fik hjælp til at anskaffe det rigtige stof. Pigen kom, tog mål og kun 4 dage efter var hun tilbage igen med de næsten færdige kjoler, som bare manglede at blive passet til. Det var virkeligt et flot stykke arbejde og så hurtig klaret!

Kjolerne er nu taget i brug til kirkegang, hvor man jo skal være ekstra fin!

(26. sep. 2009)

”Hvor skal vi gøre af affaldet?”

Da jeg spurgte vores vaskekone om dette, ville hun tage sig af det. Jeg sagde jeg gerne ville følge med så vi selv kunne klare det senere hen. Hvad jeg fik at se, var ikke frem en overfyldt container eller hvad jeg nu forventede. Alt affaldet blev simpelthen smidt ud på jorden under et par træer!

Det er en mærkelig og blandet fornemmelse at gå ud med sit skrald på den måde. For at smide sit affald direkte ud i naturen uden af tage hensyn til om det er plastik eller bananskræller virker ikke ligefrem miljøvenligt. I øvrigt er det lige omme bag et andet hus, og det føles ikke særlig rart at efterlade sit skrald i andres baghave... Lige om lidt kommer gederne og roder det igennem, og lidt senere tager firben og andet kryb over. Men hvad er så alternativet? For os har det i hvert fald givet stof til eftertanke, og vi minimerer affaldet så meget som muligt, især det uorganiske.

Fantastisk flot tur til floden Bénoué!

Billedet fortæller meget godt om denne smukke tur til floden, der løber gennem Garoua (byen vi bor i). Personerne er: Elia (vores ven), Mathieu (vores ven og chauffør) og Karin. Elia kunne fortælle en masse om alle de fisk der bliver halet op her. Han nævnte også flodhestene, som vi desværre ikke så denne gang, for de gemmer sig i vandet, når det er så varmt. Vi så kun store spor fra dem, som var tilstrækkeligt, for hold da op nogle plader de går rundt på! Jeg vil nødig være i vejen for sådan én!

(26. sep. 2009)

Hvad Elia kan gøre!

Karin og jeg forsøger virkelig at lave noget spændende og varieret mad ud fra de ting vi kan skaffe på markedet, men… Vi er bare slet ikke vandt til at bruge de samme og få ingredienser i alting (fx majs, søde kartofler, bananer og æg)! Og vi kan næsten aldrig få kød, da det skal købes tidlig om morgenen (i den anden ende af byen).

Vanskelighederne betyder, at når Elia (en ven) en gang i mellem kommer forbi, og tilfældigvis har fisk eller noget andet lokalt spise med, så bliver det virkelig nydt!

Elia kan desuden noget mere, han forstår nemlig at spise helt op. Det inkluderer dermed fiskeben og selve hovedet! Første gang jeg så ham stikke fiskens hoved i munden, troede jeg virkelig at lavede sjov med mig (det kan han nemlig godt), men mit grin forstummede, og jeg fik det helt kvalmende i stedet, da han faktisk tyggede og spiste det!

For Elia var det på ingen måde noget mærkeligt, og det er det jo heller ikke for ham – det er helt naturligt med denne type fisk, og han forstod slet ikke at vi ikke ville prøve. Jeg plejer endda at være meget villig til at prøve noget af alt det nye, men lige det der kunne jeg simpelthen ikke!

Vi samler verden!

Karin (min rejsefælle) har haft et puslespil med, der viser verdenskortet, og det er bestemt et hit blandt børnene. Der er bare det lille problem at de ikke kan finde ud af det!

Det vi ser, som simple puslespilsbrikker, har de meget svært ved at koble. De har endnu ikke fanget teknikken i at kigge på form og motiv, det er bare sjovt at vende rundt på brikkerne og forsøge at sætte hjørnebrikker i midten osv. Vi hjælper dem med at samle det og forsøger at videregive den ukendte taktik – måske lærer de det en dag?

I hvert fald er det hyggeligt og de synes også det er meget spændende!

Gudstjenester

Når det søndag morgen begynder det at ringe til gudstjeneste allerede kl. 6.00 til den første gudstjeneste på Fufuldi (det mest udbredte lokalsprog i Nordcameroun) vågner jeg, men gudstjenesten begynder først kl. 8.00, men så er der ligesom signaleret. I den afrikanske kirke kommer man bare når man er klar, og det bliver ikke taget ilde op. Folk møder op i kirkerummet løbende igennem hele gudstjenesten, kun når der er bøn bliver dørene lukket. Alligevel stimler flertallet op uden for kirken i god tid i deres fineste tøj. Her mødes man, hilser og snakker inden det hele begynder.

Børnene har mulighed for at være i en søndagsskole i et lokale ved siden af kirken imens den ofte 3 timer lange gudstjeneste foregår. Andre børn er med i kirken og går så til og fra som de har lyst til og leger udenfor med de andre børn. Vi har været til 3 gudstjenester nu (en på lokalsproget og to på fransk, som begynder kl. 10, eller når den forrige gudstjeneste er færdig!).
På billedet ses det hvordan vi har været heldige at få en plads på første parket sammen med en kollega fra college, som oversætter og hjælper os lidt til rette. Han er tysklærer! Og oversættelsen er derfor en skøn sammenblanding af tysk, engelsk og fransk – men vi forstår det og han er glad for at hjælpe!

Begyndelsen på college

Karin og jeg blev kørt til college med Martin og Ezai som supportere, og viste ikke helt hvad der ventede os!

”Disciplin-manden” tog i mod os og herefter blev vi ført rundt i kontoret og endte hos inspektøren, som bød os hjertelig velkommen. Han tog os med til den laveste klasse, hvor han bad os om at præsentere os selv, og så forklarede han eleverne det lidt bagefter. Sådan forsatte vi ellers hele vejen rundt i de mange klasser med mellem 40-60 elever i hver – med præsentation på engelsk og oversættelse og forklaring på fransk.

Der er 700 elever på dette college, som drives af den protestantiske kirke, som vi er tilknyttet. Til trods for det er eleverne både muslimer, protestanter såvel som katolikker. Man mærker ingen forskel i skolen, og jeg ved slet ikke noget om hvem der har hvilken tro.

(17.sep. 2009)

Gymnastik i sandet

Nabobørnene blev ivrige, da jeg ville lave lidt gymnastik med dem på et lagen. Det var sjovt at få selv de store drenge aktiveret med noget sjovt og udfordrende på samme tid. På billedet er det netop lykkedes at få de største drenge til at lave tricket ”sælen”, som vi på billedet forsøger at lave samtidigt..!

Forskellige ting blev prøvet af fx at stå på hovedet, som jo er væsentlig mere behageligt på et lagen frem for det bare sand.

De er fænomenale til det med rytmer, men med hensyn til gymnastikken kan de godt bruge flere øvegange. Så længe de synes det er sjovt , tror jeg vi vil gøre det igen nogle aftner, når det er til at holde ud for varmen.
(17. sep. 2009)