Ja underligt nok så tror vores lille fryser konstant at det er istid, eller sagt på en anden måde den iser til hele tiden - og giver vand ud over hele køleskabet! Men lidt sjov kan man også få ud af at afrime den, for så kan man lave is- og vandkrig midt i al varmen. Det gjorde vi så!
(d. 9. nov. 2009)
Fordi de mange sirlige fletninger strammer huden helt op! Det har vi nu erfaret…
Herunder ses vi sammen med de to piger som brugte tid på at flette vores hår.
Det er faktisk rigtig smart med alle de fletninger, som bliver lavet i håret i løbet af nogle timer. De har flere æstetiske og praktiske fordele, f.eks. bliver panden, som nævnt strammet godt op, og rynker er derfor ikke en mulighed! Desuden er det en stor fordel at have håret flettet pga. varmen, samt det ser bare godt ud til afrikanere!
(d. 6. og 8. Nov. 2009)
Først var billedet ren idyl, da vi satte ud i floden fra bådlejet i en kæmpe kano med kun 10 mand ombord (ved siden af lå én fyldt med over 200 mennesker!). Udsigten fra kanoen var helt fantastisk! Allerede et kort stykke henne af floden hørtes kun kanoens lille motor, fugle og vandet. Synet var ligeledes fredeligt og idyllisk med små fiskehytter langs bredden, solnedgang og fugle – og så kom vi til målet for turen, nemlig flodhestene…
Der var 28 af dem, og de er virkelig, virkelig store! Store polstrede dyr, som gaber i vandoverfladen, og som umiddelbart synes meget uskyldige. Først da en af styrmændene hastigt satte gang i motoren igen, og vendte båden, fornemmede vi, hvilken trussel de egentlig var. I løbet af et halvt minut var de nået hen hvor vi befandt os før..!
(d. 24. okt. 2009)
De Afrikanske veje er bare ikke noget at råbe hurra for, hverken i byen eller på landet. De få bedre veje findes mellem storbyerne. Herunder ses en vej vi fulgte i næsten 3 timer på landet!
Udsigten er bestemt ikke til at klage over, men efter sådan en tur er man ikke meget mere værd den dag, fordi man simpelthen har været fuldstændig anspændt under hele køreturen for at undgå at vælte rundt i bilen. Og så snakker man om, at vejbump i DK giver taxachaufførerne rygskader…
(d. 24. okt. 2009)
Karin og jeg lavede en ordentlig portion ris med grønsager i til vores kære gadedrenge, som vi serverede for dem.
Efter lidt tavshed prøvede de sig frem, med den gaffel eller ske de havde fået, og spiste indtil nogen begyndte at fnise. De snakkede internt, og efterhånden kom det frem at de slet ikke syntes at det smagte af noget..! Det er selvfølgelig klart med det stærkere mad de som regel får, men det havde vi jo slet ikke tænkt over. De spiste nu veltilpasse alligevel, og alle ville gerne have anden gang også, så helt skidt var det heller ikke!
(d. 22. okt. 2009)
Ja, den er god nok, sådan høstes de! Damerne har valgt en plads i træets skygge, og sidder så og piller hver enkelt jordnød fra rødderne på planterne, som er rykket op og placeret i en bunke i midten.
For denne lille ”farm” som skal forsøge en familie med 5 børn, og give en smule indtægt fra jordnødderne et stykke henne i den tørre periode, tager det ca. 3 uger at høste stykket for to mand. I dag har konen hjælp fra et par nabokvinder, samt manden (Mr. Bene, vores engelskkollega på college) og selvfølgelig os!
Det er ikke noget kompliceret arbejde, men meget ensformigt og det kræver opfindsomhed at blive ved med at finde behagelige stillinger at sidde i!
(d. 21. okt. 2009)
”Først når man må undvære noget, opdager man, hvor meget det egentlig betød”, sagde en eller anden kendt digter hvis nok engang. Uanset må jeg konkludere, at udsagnet er fuldstændig korrekt! Tro nu ikke at det er personer jeg savner i DK, for det er maden! J
Et koldt glas mælk, smør, A38, ost, ja faktisk alt med mælk er en mangelvare hernede – det nærmeste vi kommer det er importeret smøreost; ”den leende ko” og mælkepulver, og det er bare slet ikke det samme!
Som erstatning for alle disse varianter af mælkeprodukter vi kender fra DK, synes man i Cameroun at have valgt den løsning, nemlig at bruge MEGET olie i al madlavning i stedet! Ikke ligefrem det mest ernæringsrigtige valg, men sådan fungerer det.
Det er teoretisk set ikke regntid mere, ikke desto mindre har vi stadig nogle ordentlige skyld engang imellem. En aften, hvor regnen bare strømmede ned, løb vi ud i dét, som alle andre søger i ly for…
Vi pladrede rundt i det våde sand og mærkede regnen piske på hoved og skuldre, mens vi for en stund prøvede at skyde alle tanker fra os om de larver, og andet skidt vi kunne erhverve os via jordbunden.
Det var nogle undrende blikke vi modtog, da regnen stilnede af og der begyndte at komme folk forbi igen. Hidtil havde kun to nabobørn nydt sandmudderet sammen med os!
Selve barnedåben foregik meget lignende en dansk en af slagsen, men om eftermiddagen mellem familie og venner skiftede det en anelse karakter. Vi kom som nogen af de første, og var derfor lige med til opstilling af stolene. De blev placeret i to publikumsrækker i den lille gård, som om der skulle være show af en art. På ”scenen” kom senere to pastorer og vi fik en lille kirkehandling på lokalsprog – vi fik kun fat i navnet: ”Ezai Martin XXXX”, hvor det sidste betyder ”at nyde”. Efter den sidste bøn, brød snakken løs og popcorn og juice blev sendt rundt mellem gæsterne. Stemningen var festlig, men hurtigt begyndte de første at gå igen. Det var snart overstået, men rigtig hyggeligt fornemmede man.
(d. 18. okt. 2009)
Man skulle ikke forvente, at et koldt bad kan nydes, men det kan det! Det er bare et spørgsmål om at være tilpas solbrændt, tilpas gennemsvedt, eller bare at overvinde ubehaget de første par minutter til man er ”tilvendt” temperaturen. Vandet er jo heller ikke iskoldt, og tror man at et afkølende bad er godt midt på dagen, så tager man fejl, da det er godt lunkent pga. solvarmen..!
Et koldt bad inden sengetid gør nu engang underværker. Så får man jo også lige tjekket om den brune farve går af i vask?!
Vi var på en fantastisk heldags vandretur ud over vidderne lidt sydvest for vores by. Vi snørede skoene og gik fra huset tidlig morgen sammen med Elia. Da anede vi ikke, at vi ville komme til at nyde madpakken under et goyave-træ i den bagende middagssol. For ikke at snakke om de oplevelser af folk der arbejdede i markerne, sand, der knaser under fødderne af tørke, som om det var frostsne, og utrolige udsigter, som slet ikke er til at beskrive!
Så vi lader billederne herunder fortælle!
Tænk, at en ballon kan være grundlag for så meget morskab. Efter ivrig leg med ballonerne blev knuderne bidt op igen, og ballonerne kunne bruges til at lave lyde med og sidenhen blev de gemt omhyggeligt.
Den første aften, hvor Karin og jeg mødte fire af gadedrengene, blev det voldsomt regnvejr udenfor, og drengene fik derfor lov at blive. For at mindske ventetiden hentede vi et par på balloner, som jeg har haft med hjemmefra, og drengene var vilde med det!
Vi spillede med ballonerne, og pludselig sprang en ballon mod det sandede gulv… Alle drengene stivnede et øjeblik og så sig om. De afventede vores reaktion, men åndede lettede op, da de blot hørte grin fra os, og der var altså ingen skade sket. Legen forsatte indtil regnen var stilnet af og drengene kunne gå tilbage – til gaden.
(12. okt. 2009
Den ellers så vante gade, som vi går på hver eneste dag, så helt anderledes ud i aftenbelysning! Kulørte lamper, musik og mennesker fyldte aftenen med masser af liv! For mig føltes det som en feststemning, men sådan er det hver eneste aften kunne Elia (en ven) forklare.
For første gang oplevede vi byen uden for kirkens område (hvor vi bor) efter mørkets frembrud (vi må pga. sikkerheden ikke gå alene ud om aftenen, og det skal lige nævnes at der er total mørke her efter kl. 18.30). Det var en aften sammen Elia, som tog os med hen til en gadesælger efter grillet fisk til aftensmaden.
På billedet ses kvinden, som tilbereder fiskene på sin grill, og ved siden af står en gadedreng. Gadedrengen tjener til lidt mad hos kvinden ved at hjælpe med at blæse luft ned i grillen.
(11. okt. 2009)
Markedet et stort og spraglet mylder af mennesker, lyde, motorcyklister, dyr, plastik og ikke mindst et utal af vidt forskellige varer!
Efter flere markedsbesøg med lokale hjælpere, kan vi nu selv gå på det lille marked og handle. Godt nok bliver priserne ikke så gunstige for os, og med de mange tilråb: ”nasara” eller ”les blanches” er det ikke ligefrem til at skjule at man er fremmed, men vi ved efterhånden hvilke priser de forskellige varer skal have – så er det bare med at blive enige om prisen på fransk med hjælp fra fagter og mønter!
Herunder er jeg i gang med at købe nødder.
Fredag skal vi ikke være på college før over middag, så vi udnyttede chancen til at komme lidt væk, være os selv og lege turister på et motel i Garoua. Vi var hurtigt i badetøjet og i poolen, det var skønt at nyde varmen uden at tænke på hvad folk omkring os, tænke om vores lette påklædning. Efter at have badet og ligget i solen et par timer og var på vej til at komme i tøjet igen begyndte det at regne, vi svømmede dog lidt videre inden vi stod op. Vi afsluttede besøget med at spise på motellets restaurant, der blev serveret smør og brød mens vi ventede, det var næsten det bedste da vi ikke har fået smør i over en måned.
(09.10.09)
- 2 mænd
- 1 time
- 1 økse
- 2 vildt forbløffede hvide piger
Så er der kun stammen tilbage.
Det er faktisk en tilbagevendende begivenhed, som foregår en gang om måneden. Hvad det helt går ud på fandt vi ikke rigtig ud af, men i hvert fald styrter nogle halvstore drenge rundt på hesteryg! Det er som om det går ud på at se mest frygtindgydende ud til hests, mens det spilles noget traditionelt musik på instrumenter i baggrunden. Nogle af drengene har en sabel i hånden mens de rider, og sandets står op omkring hestenes ben!
(5. okt. 2009)
Alle forestillinger om de nok så pæne og formelle lærerkollegaer vi har på ”college”, blev der i den grad rykket ved til dagens lærerfest på ”World Teacher’s Day”, hvor ingen jo er på arbejde. Her var der langt fra den samme disciplin og stivhed, som vi ellers synes at have mødt i hverdagen på skolen. Der var sand feststemning blandt lærerne og utallige jokes og håndslag blev leveret. En lærer beskrev det således: ”I dag er vores dag og det fejrer vi. Vi glemmer de problemer, som vi alligevel ikke kan gøre noget ved, og nyder livet – det er Cameroun!”. Og det sjovt var det!
Vi hyggede rigtig med vores nu mere kendte kollegaer, som bl.a. lærte lidt dansk i løbet af eftermiddagen. Der blev serveret en flot menu med fisk, kylling, stegte bananer, ”goyave” i bananblade og stærk sauce (som ses på billedet herunder).
Dertil hører den fælles vandspand til at vaske hænderne i, som går på omgang, inden festmåltidet selvfølgelig indtages med fingrene!
(5. okt. 2009)
Du vidste det nok ikke, men d. 5. oktober er det faktisk ”World Teacher’s Day”, som her i Cameroun fejres officielt. Alle elever har fri denne dag, og lærerne forsamles til taler og march med guvernørens deltagelse.
Vi var med lærerne fra ”college” til begivenheden. Der var en udpræget feststemning i forsamlingen på pladsen, hvor alle havde fået syet uniformer i to farver. I flot dress marcherer man så i rækker forbi guvernøren efter talerne. Vel og mærke kun de 200 meter i guvernørens synsfelt..!
Vi forventede en lang march gennem byen, men efter de 200 meter gik optoget straks i opløsning – og en lang march var altså ikke meningen!
(5. okt. 2009)
I søndagsskolen her ved kirken er der ikke mindre end 54 børn i alderen 1-5år, som deltager i søndagsskolen. Herudover er mange flere ældre børn, som kan være med indtil de bliver 15år. De mødes alle sammen og synger en masse sange. Senere deles børnene op i aldersgrupper, som hver får lavet passende forkyndelse.
For de ældste er det bl.a. tekstlæsninger fra Biblen, som tiden i søndagsskolen byder på. De yngste ser på illustrationer på tavlen, mens en voksen fortæller dem historien. Herunder ses et par stykker af de yngste!
(4. okt. 2009)
Lørdag d. 3. oktober deltog Karin og jeg i en begravelsesceremoni for Martin (vores egentlige kontaktperson, som skulle have været en tur i DK med Mission Afrika i dette efterår). Martin havde haft hepatitis og blev i kølvandet angrebet af gul feber, men fik først konstateret sygdommene og dermed behandlingen alt for sent.
Vi har selv kun mødt Martin to gange, men det var rigeligt til at fornemme hans lune og omsorgsfulde væremåde. Det er endnu en ting, der gør det svært at begribe at han rent faktisk er død, for så syg forstod man slet ikke at han var på det tidspunkt.
Det var en rigtig flot begravelsesceremoni og der var ufattelig mange mennesker. Folk sad stuvet sammen på bænkene og mange sad direkte på betongulvet og ud af dørene stod og sad folk forsat. Det har været et stort chok for mange, og han vil virkelig blive savnet.
Ezai (én der arbejder ved kirken, som vi har meget med at gøre) arbejde meget sammen med Martin og de var gode venner. Dagen efter Martins død fik Ezai en søn, som han nu har givet samme navn!
(3. okt. 2009)
Vi mødte op til undervisning, som vi plejer, og forventede at møde Mr. Bene (engelsklæreren, som vi hjælper). Da fløjten lød, og Mr. Bene stadig ikke var dukket op, bestemte vi os for at begynde engelsktimen. Det var den rigtige beslutning, for han var blevet forhindret, og måtte blive hjemme (Vidste det sig senere, efter at vi havde undervist dagens 3 lektioner!).
Til at starte med var det lidt frustrerende at blive kastet ud i det på den måde, vi havde jo ikke forberedt komplet undervisning til timerne, men vi fik det hurtig vendt til at være en mulighed for at undervise på vores egne betingelser. Vi brugte bl.a. skuespil til at få eleverne til at forstå teksten vi læste, og vi fik eleverne til at tegne svære ord som ”wheelchair”, ”hospital” og ”doktor” på tavlen. Vi sluttede af med at synge ”Singing in the rain”. Eleverne syntes det var fantastisk at lave de sjove fagter i slutningen og ikke mindst se os lave dem!
(1. okt. 2009)
