Brevet er på vej…

Her er beviset på at brevet er sendt – men hvornår det dukker op i DK er lidt spændende! I hvert fald er det puttet i den rigtige sprække, nemlig ”til udlandet”, og forhåbentlig ender det på Vestrupvej en skønne dag!

(30. sep. 2009)

Skolegang

I de to klasser, hvor vi nu delvist underviser, blev vi først placeret på en bænk oppe foran, så vi kunne observere undervisning mens læreren Mr. Bene underviste. Eleverne er vældig ivrige når der skal skrives besvarelser på opgaver op på tavlen, som det ses herunder.

Vi underviser nu både selvstændigt og som hjælpelærere i engelskundervisningen for klasserne. Børnene er som udgangspunkt meget interesserede, men forholdene gør det svært at optimere undervisningen (fx er der kun 6 tekstbøger til de 50 elever), selvom stemningen i klassen ikke fejler noget!

Roser til det smarte redskab ”multi-tool’et”

ADVARSEL: Hvis du ikke bryder dig om en flittig forbrugers vurdering af multi-tool’ets egenskaber, bør du straks springe videre til et andet blogindlæg.

Multi-tool’et får samlet 4,5 stjerne (ud af 5) for sine uundværlige variationsmuligheder, samt det praktiske design. Der er nærmest ikke det tidspunkt hvor multi-tool’et ikke kan gøre underværker. Redskabet er bl.a. blevet testet i følgende situationer: partering af en kok, drejning af stramme haner, snitning af hvidløg og lampen er også godkendt til brug når strømmen er gået..! Alt i alt lyder der fra forbrugeren mange roser til multi-tool’et.

Den manglende halve stjerne skyldes at redskabet må give op over for utætte og tilstoppede vandrør! Jeg vil personligt udlove en dusør til den der opfinder netop disse manglende funktioner i multi-tool’et.

Et afrikansk svar på ZOO

Sammen med Elia (en ven vi har fået hernede) var Karin og jeg i en afrikansk zoo. Det var en lidt makaber og anderledes oplevelse… Fx stod en pilikan-lignende fugl med lænke om benet, og dyrepasseren pirrede den til at flakse for billedernes skyld. Det skal lige nævnes at man ikke giver penge for at komme ind i haven, men man betaler for de billeder man vil tage.

Vi blev ført hen til en lille trappe opad en mur, hvor Elia og dyrepasseren allerede ivrigt stod og kiggede ned over kanten. Jeg trådte 2 skridt op og fik øje på dyret, og måtte med et lille pigehvin straks træde ned igen. Lige på den anden side lå en glubsk alligator og kiggede lige op på mig! Muren så høj ud udefra, og derfor blev jeg så overrasket over at møde dyrets skulende øjne knap 1 meter fra indersidens kant.

Værre endnu blev det da dyrepasseren vandrede rundt oppe på kanten og med en kæp forsøgte at få alligatorerne til at bevæge sig og snappe. Jeg slappede ikke så meget af under dette Zoo-besøg..!
(26. sep. 2009)

Kjoler i ægte Afrika-style!

En nabopige (hende jeg er sammen med på billedet) tilbød at sy et par rigtige afrikanske kjoler til os. Vi sagde ja tak med det samme, og fik hjælp til at anskaffe det rigtige stof. Pigen kom, tog mål og kun 4 dage efter var hun tilbage igen med de næsten færdige kjoler, som bare manglede at blive passet til. Det var virkeligt et flot stykke arbejde og så hurtig klaret!

Kjolerne er nu taget i brug til kirkegang, hvor man jo skal være ekstra fin!

(26. sep. 2009)

”Hvor skal vi gøre af affaldet?”

Da jeg spurgte vores vaskekone om dette, ville hun tage sig af det. Jeg sagde jeg gerne ville følge med så vi selv kunne klare det senere hen. Hvad jeg fik at se, var ikke frem en overfyldt container eller hvad jeg nu forventede. Alt affaldet blev simpelthen smidt ud på jorden under et par træer!

Det er en mærkelig og blandet fornemmelse at gå ud med sit skrald på den måde. For at smide sit affald direkte ud i naturen uden af tage hensyn til om det er plastik eller bananskræller virker ikke ligefrem miljøvenligt. I øvrigt er det lige omme bag et andet hus, og det føles ikke særlig rart at efterlade sit skrald i andres baghave... Lige om lidt kommer gederne og roder det igennem, og lidt senere tager firben og andet kryb over. Men hvad er så alternativet? For os har det i hvert fald givet stof til eftertanke, og vi minimerer affaldet så meget som muligt, især det uorganiske.

Fantastisk flot tur til floden Bénoué!

Billedet fortæller meget godt om denne smukke tur til floden, der løber gennem Garoua (byen vi bor i). Personerne er: Elia (vores ven), Mathieu (vores ven og chauffør) og Karin. Elia kunne fortælle en masse om alle de fisk der bliver halet op her. Han nævnte også flodhestene, som vi desværre ikke så denne gang, for de gemmer sig i vandet, når det er så varmt. Vi så kun store spor fra dem, som var tilstrækkeligt, for hold da op nogle plader de går rundt på! Jeg vil nødig være i vejen for sådan én!

(26. sep. 2009)

Hvad Elia kan gøre!

Karin og jeg forsøger virkelig at lave noget spændende og varieret mad ud fra de ting vi kan skaffe på markedet, men… Vi er bare slet ikke vandt til at bruge de samme og få ingredienser i alting (fx majs, søde kartofler, bananer og æg)! Og vi kan næsten aldrig få kød, da det skal købes tidlig om morgenen (i den anden ende af byen).

Vanskelighederne betyder, at når Elia (en ven) en gang i mellem kommer forbi, og tilfældigvis har fisk eller noget andet lokalt spise med, så bliver det virkelig nydt!

Elia kan desuden noget mere, han forstår nemlig at spise helt op. Det inkluderer dermed fiskeben og selve hovedet! Første gang jeg så ham stikke fiskens hoved i munden, troede jeg virkelig at lavede sjov med mig (det kan han nemlig godt), men mit grin forstummede, og jeg fik det helt kvalmende i stedet, da han faktisk tyggede og spiste det!

For Elia var det på ingen måde noget mærkeligt, og det er det jo heller ikke for ham – det er helt naturligt med denne type fisk, og han forstod slet ikke at vi ikke ville prøve. Jeg plejer endda at være meget villig til at prøve noget af alt det nye, men lige det der kunne jeg simpelthen ikke!

Vi samler verden!

Karin (min rejsefælle) har haft et puslespil med, der viser verdenskortet, og det er bestemt et hit blandt børnene. Der er bare det lille problem at de ikke kan finde ud af det!

Det vi ser, som simple puslespilsbrikker, har de meget svært ved at koble. De har endnu ikke fanget teknikken i at kigge på form og motiv, det er bare sjovt at vende rundt på brikkerne og forsøge at sætte hjørnebrikker i midten osv. Vi hjælper dem med at samle det og forsøger at videregive den ukendte taktik – måske lærer de det en dag?

I hvert fald er det hyggeligt og de synes også det er meget spændende!

Gudstjenester

Når det søndag morgen begynder det at ringe til gudstjeneste allerede kl. 6.00 til den første gudstjeneste på Fufuldi (det mest udbredte lokalsprog i Nordcameroun) vågner jeg, men gudstjenesten begynder først kl. 8.00, men så er der ligesom signaleret. I den afrikanske kirke kommer man bare når man er klar, og det bliver ikke taget ilde op. Folk møder op i kirkerummet løbende igennem hele gudstjenesten, kun når der er bøn bliver dørene lukket. Alligevel stimler flertallet op uden for kirken i god tid i deres fineste tøj. Her mødes man, hilser og snakker inden det hele begynder.

Børnene har mulighed for at være i en søndagsskole i et lokale ved siden af kirken imens den ofte 3 timer lange gudstjeneste foregår. Andre børn er med i kirken og går så til og fra som de har lyst til og leger udenfor med de andre børn. Vi har været til 3 gudstjenester nu (en på lokalsproget og to på fransk, som begynder kl. 10, eller når den forrige gudstjeneste er færdig!).
På billedet ses det hvordan vi har været heldige at få en plads på første parket sammen med en kollega fra college, som oversætter og hjælper os lidt til rette. Han er tysklærer! Og oversættelsen er derfor en skøn sammenblanding af tysk, engelsk og fransk – men vi forstår det og han er glad for at hjælpe!

Begyndelsen på college

Karin og jeg blev kørt til college med Martin og Ezai som supportere, og viste ikke helt hvad der ventede os!

”Disciplin-manden” tog i mod os og herefter blev vi ført rundt i kontoret og endte hos inspektøren, som bød os hjertelig velkommen. Han tog os med til den laveste klasse, hvor han bad os om at præsentere os selv, og så forklarede han eleverne det lidt bagefter. Sådan forsatte vi ellers hele vejen rundt i de mange klasser med mellem 40-60 elever i hver – med præsentation på engelsk og oversættelse og forklaring på fransk.

Der er 700 elever på dette college, som drives af den protestantiske kirke, som vi er tilknyttet. Til trods for det er eleverne både muslimer, protestanter såvel som katolikker. Man mærker ingen forskel i skolen, og jeg ved slet ikke noget om hvem der har hvilken tro.

(17.sep. 2009)

Gymnastik i sandet

Nabobørnene blev ivrige, da jeg ville lave lidt gymnastik med dem på et lagen. Det var sjovt at få selv de store drenge aktiveret med noget sjovt og udfordrende på samme tid. På billedet er det netop lykkedes at få de største drenge til at lave tricket ”sælen”, som vi på billedet forsøger at lave samtidigt..!

Forskellige ting blev prøvet af fx at stå på hovedet, som jo er væsentlig mere behageligt på et lagen frem for det bare sand.

De er fænomenale til det med rytmer, men med hensyn til gymnastikken kan de godt bruge flere øvegange. Så længe de synes det er sjovt , tror jeg vi vil gøre det igen nogle aftner, når det er til at holde ud for varmen.
(17. sep. 2009)

Utætte vandrør!

Det var hen ad aftenen da samlingen under køkkenvasken gav sig efter dagens opvask. Som billedet indikerer så forsøgte vi at gøre noget ved det, men der blev bare ved og ved med at løbe vand ud i en lind strøm fra samlingen under køkkenvasken.

Vi stablede gryder ind under og forsøgte energisk at lukke for vandet til hele husets vandsystem (som er et rør med fire udtag til køkkenvask, bruser, toilet og håndvask), men det blev ved med at løbe. Hanen kunne ikke drejes mere – eller jeg var bange for at den skulle knække helt af, hvis vi gjorde et voldsommere forsøg.

Vi blev nød til at få fat i Ezai (vores primære kontaktperson), for det ville slet ikke kunne gå natten over. Han kom og lavede en midlertidig lapning med en cykelslange.

Det virkede lovende i begyndelsen, men der blev stadig hurtigt fyldt gryder med vand nedenunder… Vi gik i seng. Morgenen efter stod jeg op for at gå på toilettet, og da var det jeg halvsovende mærkede vandet, som lå på gulvet. Det var trængt helt ind i soveværelset under Karins seng og vidste tydeligt at her findes det laveste punkt i husets gulv! Jeg havde mest lyst til at gå i seng igen lige der, men måtte jo til at skovle og tørre vandet op igen! Det blev ordnet om formiddagen.

(14.09.09)

”Je voudrais poulet, sil-vous-plait….”

Karin og jeg klarede helt selv dette restaurant besøg – vores første på egen hånd! Tjenerinden på den lokale restaurant kan absolut intet engelsk, så vi måtte vha. parløren i mini-ordbogen forsøge os med det franske, som ingen af os kan! Vi endte med kylling (poulet, som overskriften fortæller) efter at have slået resten af menukortet op til at være diverse organer som fx nyrer og lever…

(14.09.09)

”Andersine, Anders And”

Børnene er vilde med at høre os synge ”Andersine, Anders And” og så klappe løs med dem imens! De har ingen anelse om hvad det betyder, men de synes det er sjovt og det kan næsten selv sangen nu! Det er dog lidt svært at få vendt tungen til det, men det gør det bare sjovere.

På billedet er Karin i gang med at klappe med Kevin (vores nærmeste nabos søn).

(17.sep. 2009)