tirsdag den 20. oktober 2009

Utætte vandrør!

Det var hen ad aftenen da samlingen under køkkenvasken gav sig efter dagens opvask. Som billedet indikerer så forsøgte vi at gøre noget ved det, men der blev bare ved og ved med at løbe vand ud i en lind strøm fra samlingen under køkkenvasken.

Vi stablede gryder ind under og forsøgte energisk at lukke for vandet til hele husets vandsystem (som er et rør med fire udtag til køkkenvask, bruser, toilet og håndvask), men det blev ved med at løbe. Hanen kunne ikke drejes mere – eller jeg var bange for at den skulle knække helt af, hvis vi gjorde et voldsommere forsøg.

Vi blev nød til at få fat i Ezai (vores primære kontaktperson), for det ville slet ikke kunne gå natten over. Han kom og lavede en midlertidig lapning med en cykelslange.

Det virkede lovende i begyndelsen, men der blev stadig hurtigt fyldt gryder med vand nedenunder… Vi gik i seng. Morgenen efter stod jeg op for at gå på toilettet, og da var det jeg halvsovende mærkede vandet, som lå på gulvet. Det var trængt helt ind i soveværelset under Karins seng og vidste tydeligt at her findes det laveste punkt i husets gulv! Jeg havde mest lyst til at gå i seng igen lige der, men måtte jo til at skovle og tørre vandet op igen! Det blev ordnet om formiddagen.

(14.09.09)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar