(d. 13. sep.)
Den anden aften havde vi inviteret Vanessa (katolik på 17år), Damarise (en af kirkepræsidentens døtre på 20år) og Gabriel (service-fyren på kirkens område). Vi talte om Danmark og Cameroun, og kiggede end del brochurrer og billeder vi havde med hjemmefra.
.jpg)
Vanessa (til venste i billedet) taler ikke engelsk, men forstår en smule og vil gerne lære mere. De to andre kan en hel del engelsk. Det var en rigtig hyggelig aften og vi kom langt omkring. Det var et meget godt udgangspunkt, at kunne kigge på nogle billeder, og så snakke derudfra.
(d. 12. sep.)
Alle nabobørnene kommer tit til vores hus, som billedet viser, har de intet imod at stå i døren og vente til vi kommer ud.
De kalder på os og har især svært ved at udtale ”Mette”, men de er rigtig søde og sjove. Jo mere leg, jo bedre! Og den anden dag havde vi en freesbee med ude – det vat et mega hit! De var helt vilde, og vi blev nødt til at dele det op så de store børn fik én til at spille med, og de små fik en sammen med os til at lege og kaste lidt med.
(d. 11. sep.)
Godt nok er der både gaffel og kniv lagt ved når vi får mad på restaurent, men ved siden af står en spand til at vaske fingerne i, for det er jo dem man bruger til at spise fx kylling. Det er uanset om der, ligesom på billedet, er tale om en kylling smurt ind i en masse sovs!
Det er ikke så let endda, for kyllingen her på billedet, er i realiteten en gammel og sej høne!
Kirkepræsidenten spiste denne middag sammen med os den første aften her på stedet. Han er en meget rar og vis mand. Efter en del snak ved bordet, alt imens Karin og jeg kæmpede med vores seje høner og bestikket, som er så tyndt at det bøjer ved brug, sagde han til mig at jeg bare skulle bruge fingerne og at det ville han selv have gjort. Jeg var lidt forbeholdende idet kødet var fedtet ind i alt det her sovs, men ja, det skal jo bare prøves, og næste gang går det helt sikkert lettere! Utroligt hvad man kan have til at ligge i sig af ubevidste regelsæt – det opdager man gang på gang hernede, hvor man møder så meget anderledes!
(d. 10. sep.)
Myg og fluer kommer især frem omkring kl. 17 og resten af aftenen og natten. Derfor er myggenettene vigtige, og Karin er i færd med at montere et net over sengen – men der er ret højt til loftet, så det blev nødvendigt med en stol i sengen!
(d. 10. sep.)
Måske tænker du heller ikke lige på det til daglig? Men man kan jo se både dine blodårer og alle modersmærkerne på din hud!
Børnene i nabolaget (der er ca. 25) kommer hver dag forbi vores hus, de vil gerne hilse og lege med os. Nogen af dem prøver sig frem med de få engelske ord de har lært fx ”Godmorning sir” og andre sludrer bare løs på en masse fransk vi ikke forstår, men børnene er nemme og kropssprog kan sige meget!
(d. 10. sep.)
Allerede i lufthavnen blev vi taget imod af Esai (vores primære kontaktperson hernede), han tog med til vores lille hus, hvor vi fik sat bagagen og derefter kom vi med ham på restaurent, som en slags velkomst middag.
Karin og Esai på restaurentenBagefter blev vi kørt tilbage til huset, og resten af dagen kom naboer, præster og mange, mange børn og hilste på os. Alle sagde de at vi var meget velkomne og at de glæder sig til at lære os at kende, og at vi er en del af deres familie nu m.m. Om aftenen var vi inviteret hjem til kirkepræsidenten, som konsekvent kalder os for hans egne døtre! Han er en rigtig rar mand, der allerede har 9 børn i sin varetægt. Familiestørrelsen er dog slet ikke ualmindelig, de andre naboer lige ved siden af har 6 og 8 børn.
(d. 10. sep.)
Sådan var udsigten til Garouaområdet (hvor vi nu bor) set fra flyet lige før vi lander sikkert på jorden igen, heldigvis! Vi blev meget glade for at vi havde taget luftsygepiller inden netop denne tur med indenrigsfly! Det viste sig at skulle lande tre gange inden Garoua, og ellers steg og faldt det meget voldsomt i forhold til andre fly vi tidligere har prøvet.
Selvom flyoplevelsen dulmede de værste nerver, så var det med en hvis spænding at vi stod ud af flyet i Garoua – det var ligesom først her vi rigtig var fremme, og her vores hverdag bliver de næste 3 mdr.!
(d. 10. sep.)
De dage vi tilbragte i Douala, inden den videre rejse til Garoua (hvor vi skal arbejde og bo), vågnede jeg hver dag tidligt - præcist kl. 5.30!
Det gjorde jeg at to grunde. For det første er der lyst på det tidspunkt, og for det andet begyndte dagens morgen gudstjeneste/messe i samme bygning, som vi sov i på dette klokkeslet, dvs. at der de næste 2 timer lød skiftevis noget der minder om kor-salme-sang og tale/råb dernede fra (vi sov nærmest på et værelse ovenpå).
På dagen hvor vi skulle flyve videre, var det netop på det tidspunkt at vi skulle være klar til afgang.
Billedet viser hvordan vi måtte skynde os med morgenmaden bestående af bananer, luftsygepiller, malariapiller og købt vand inden chaufføren kom for at køre os til lufthavnen!
(d. 10. sep.)
Der var meget god grund til at kravle længere ned under tæppet på guesthouset i Douala, da Karin lige inden vi slukker lyset pludselig peger febrilsk og siger:"Mette, se der!", og henover væggen piller et firben! 
(d. 7. sep)
Så blev det lige pludselig d. 6. - 7. september og turen gik mod Hamborg! Thomas og Kristian kørte os derned (Karin, min rejsefælle og jeg), og, som billedet indikerer, sov vi alle et par timer i bilen..!
